VÆRKSTEDSBILLEDE-SUPPORT

Support er skolens vigtigste værksted (i hård konkurrence med køkkenet…). Det er os der sørger for at alt det tekniske på skolen fungerer, og det er efterhånden en hel del, både server, pc’er, mobiltelefoner, tablets og andet it-udstyr. Kan en lærer ikke finde ud af at bruge smartboard eller overhead, så er det også os der rykker ud.

Vi er nok en samling fagnørder, og tilsammen kan vi løse de fleste af de it-problemer der opstår, eller som kunder kommer og præsenterer for os. På dage hvor alting bare fungerer, har vi mulighed for at fordybe os i særlige programmer eller nye spændende features, eller tilrettelægge brugerkurser indenfor forskellige emner.


Mere om Supportværkstedet

På Support lærer du om installering af Windows og andre operativsystemer og programmer, opbygning af netværk, reparation af it-udstyr samt fejlfinding og problemløsning i et realistisk miljø. Skolens it-park består af både servere, routere, pc’er, printere og tablets, så det er en god varieret træningsbane, som vi bruger rigtig meget tid på. Opgaverne er alt fra indhentning af tilbud på nyanskaffelser og bygning af computere til installationer, opdateringer og løbende service.

Vi laver også lettere netværksløsninger og it-service for virksomheder og private. Alle kan oprette sig som bruger på vores support-side, hvis der er brug for hjælp af vores supportere.

Det meste af undervisningen og produktionen foregår ved brug af digitalt udstyr og på pc. Vi benytter både de nyeste og mest professionelle programmer fra f.eks. Adobe og Microsoft, men også alternativt software.

Arbejdsformen er ofte projektarbejder, som kræver samarbejde i form af at dele erfaringer, holdninger og idéer. Det gælder både ved konkrete arbejdsopgaver, og ved fordybelse i emner som skal fremlægges for holdet. Formålet med fremlæggelserne er både gensidig oplæring og øvelse i formidling. God support kræver både stor faglig viden og evner til at formidle den til andre. At yde service er derfor et væsentligt indhold i undervisningen.

michael

Faglærer MICHAEL BERGMANN
Telefon: 24 21 21 55

Faglærer KASPER HOLMGRÜN
Telefon: 50 45 23 06